Kirkens messehagler

Her på siden vil vi gerne præsentere vores fantastiske messehagler. De er alle tegnet og syet af Judith Damgaard, pensioneret lærer med tilknytning til Lyng Kirke.

Sognepræst Susanne C. Knudstorp skriver om kunstværkerne:


Den hvide messehagel
Da vi indviede Lyng kirke den 27. november 1994 1. søndag i advent blev den hvide messehagel brugt for første gang. Den var syet til anledningen. Den hvide farve symboliserer festens farve, renhedens farve og uskyldens farve. På messehagelen ses troens kors med kugler af guld forbundet med tråde af sølv.

Den grønne messehagel
Grøn er vækstens farve; grøn er håbets farve. Gennem hele Trinitatistiden, som strækker sig fra 1. søndag efter pinse til 1. søndag i advent, vokser teksterne søndag efter søndag, så menigheden føres hen imod håbets glæde og liv. Der er endnu en væksttid i kirkeåret. Det er Hellig tre konger tiden, tiden efter Nytåret op til Fasten. På messehagelen ses de mange grønne blade, der samler sig i en skål, som formes af træets korsarme.

Den lilla messehagel
Der er en tid til at gå i sig selv og tænke lidt dybere over livet. Det er eftertankens tid. I kirkeåret er det adventstiden op til julens mysterium, at Guds søn kan fødes af et menneske, og fastetiden op til det største kristne mysterium, at Guds søn kan dø på et kors og opstå. På messehagelen vælter de lilla eftertankens bobler ud af orglets trompeter og smyger sig om korsets tegn.

Den røde messehagel
Rød er blodets farve, hjerteblodet, offerblodet, vinens røde blod. Vi mindes sankt Stefan hver jul den 2. juledag. Han var den første, som døde for sin tro på Jesus som Guds søn. Han blev den første martyr. Men rød er også ildens farve. Det er pinsens liturgiske farve. Den renser, og den kan som Helligåndens ild sætte sig på os og få os til at gløde, til at blusse op og brænde for en tro. Helligåndens ild brænder aldrig ud ? den er en ild, som ikke fortærer, som den brændende tornebusk Moses så i ørknen, da Gud kaldte på ham. Og messehagelen viser os en glødende sol som pinsesolen der danser om morgnen. Eller er det julens rose, vi synger om i salmerne: ?Den yndigste rose er fundet? og ?En rose så jeg skyde??

Den sorte messehagel
Sort er sorgens farve. Den sorte farve er knyttet til døden. Det er Langfredags farve. Jesus blev korsfæstet og døde. Han blev lagt i en grav og stenen blev væltet for. Nu hersker tavshed. Messehagelens tornekrans om korsets tegn ? der er en smerte også i troens land.