Du er her: 
 

Fredericia Provsti kirkehøjskole

ONSDAG DEN 21. OKTOBER KL. 10.15 – 12.00: MODERNE KIRKEBYGGERI – HVORDAN SLADRER ARKITEKTUR OG INDRETNING OM KIRKEN OG TIDEN? V. BENNY GREY SCHUSTER, LEKTOR VED FUV, LØGUMKLOSTER

Ved mødet med vore nye kirker vil mange tænke, at de slet ikke ligner en kirke. Ofte er grunden nok, at vi opfatter den middelalderlige landsbykirke som den ”rigtige” form på en kirkebygning, men sådan har næsten ingen af de små 200 kirker bygget i Danmark siden 2. Verdenskrig set ud. På den baggrund vil foredraget give et bud på, hvorfor kirkerne i dag ser anderledes ud, og hvad sker der, når vi moderniserer gamle kirker. Hvad er det, kirkernes rum og inventarets placering gør ved os? Kan rum og materialer ikke bare vække følelser i os, men også ligefrem skabe holdninger og meninger? Foredraget vil især gerne rejse spørgsmålet, hvorvidt der gives en særlig luthersk måde at bygge og indrette kirker på.

 

ONSDAG DEN 21. OKTOBER KL. 13.00 – 14.30: JARUPLUND HØJSKOLE – DANSK HØJSKOLE 5 KM SYDVEST FOR FLENSBORG ET MØDESTED MELLEM DET DANSKE, DET TYSKE OG DET SLESVIGSKE V. FORSTANDER KARSTEN BIERING DRESSØ 

Karsten Dressø vil i sit foredrag komme ind på Jaruplund højskoles historie, værdigrundlag, skolens ”tre ben” samt udfordringerne ved at lede en dansk højskole med dansk, tysk og sydslesvigsk personale. Har højskolen en rolle mht. mindretallet og kan skolen bidrage til de europæiske mindretalsudfordringer?

 

 

ONSDAG DEN 25. NOVEMBER KL. 10.15 – 12.00: HVORDAN ER DET, VI TALER? V. MARIANNE RATHJE, SENIORFORSKER, DANSK SPROGNÆVN, BOGENSE.

Kom og hør om det danske sprog lige nu. Hvad sker der med de danske dialekter – er de ved at uddø? Og har emojis og sms-sprog overtaget vores gode gamle sprog, som vi kender det? Hvad med de engelske lån – ødelægger de ikke det danske sprog? Eller groft sprog – er de unges sprog ikke blevet fyldt med bandeord og skældsord? Kom og få svar på disse spørgsmål, og hør i det hele taget om hvordan vores sprog udvikler sig i disse år. Hvordan har coronakrisen ændret vores sprog?

 

ONSDAG DEN 25. NOVEMBER KL. 13.00 – 14.30: FILMFREMVISNING V. SUSANNE CHARLOTTE KNUDSTORP, SOGNEPRÆST OG MEDLEM AF GABRIEL-JURYEN 

Den prisbelønnede danske film ”Onkel” af instruktør René Frelle Petersen, er et fint indspark i diskussionen om, hvad er et godt liv. Er det udelukkende ens egne behov for uddannelse og udvikling, der ofte indebærer, at man må rejse fra sin hjemby, der giver et godt liv, eller kan man finde et godt liv et lille sted mellem Tønder og Løgumkloster? ”Onkel” er en film om en verden af i går, som kommer med en påstand, man kan være uenig i, men ikke uberørt af

 

Praktiske oplysninger

Alle foredrag foregår i Lyng Kirke. Der er mulighed for at købe frokost og for at deltage i et enkelt eller begge foredrag på arrangementsdagene.

 

Sådan ser en dag i kirkehøjskoleregi ud:

10.15 - 12.00: Program med indlagt pause

12.00 - 13.00: Frokost & kaffe

12.45 - 13.00: Gratis kaffe til dem, der kommer til eftermiddagens program

13.00 - 14.30: Program uden pause

Det er ikke nødvendigt at forhåndstilmelde sig til foredragene; man møder blot op. Ønsker man at spise frokost, der koster 50 kroner, vil vi af hensyn til planlægningen bede om en tilmelding på en af de to nedenstående måder - og senest mandagen før onsdagens arrangement.

Ved tilmelding: Angiv venligst tilmelderens navn og antallet af tilmeldte.

Mail: lyngkirke@lyngkirke.dk

Telefon: 3063 1777.

I tilfælde af at et opkald på nummeret går på telefonsvarer, indtal da venligst en besked med angivelse af tilmelders navn og antallet af tilmeldte. Betaling for foredrag og eventuel frokost sker på dagen enten med kontanter eller via MobilePay. Alle deltagere ønskes rigtig god fornøjelse

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen for Fredericia Provstis Kirkehøjskole